Dynamisk banefastlæggelse ved Sundet Rundt
Sundet Rundt introducerer i år en ny tilgang til banefastlæggelse. Efter flere år med udfordringer relateret til skiftende vejrforhold er det besluttet at fravige de præ-definerede baner.
De faste mærker, som er angivet i Notice of Race (NoR), vil fortsat blive anvendt. Kapsejladsudvalget har imidlertid udviklet en simuleringsmodel, der muliggør valg af en optimal bane baseret på følgende parametre:
- Forventet vindstyrke og vindretning
- Ønsket sejltid
- Ønsket procentvis fordeling mellem slør, kryds og læns
Modellen er testet på en række forskellige vejrsituationer med overbevisende resultater.
Baneannoncering vil, som tidligere år, finde sted senest fredag kl. 20.00 forud for lørdagens sejlads. Der forbeholdes mulighed for ændringer lørdag morgen ved væsentlige ændringer i vejrudsigten. I år vil banevalget være baseret på simuleringer af den samlede sejlads for hver start.
Det er ambitionen på sigt at gøre modellen tilgængelig for andre distancesejladser.
Husk at få dig tilmeldt.