Fra torsdag aften til søndag eftermiddag var der fuld fart på i Sejlklubben Sundet, da vi dannede rammerne om årets DM for Spækhuggere.
Sejlklubben Sundets telt var slået op på terrassen i Nord, forplejningen var i top, og både sejlere og frivillige bidrog til en fantastisk stemning gennem hele stævnet. Vejret viste sig fra alle sider med middelvind fredag, næsten helt stille vejr lørdag morgen og mere end 12 m/s søndag.
Sportsligt blev det også et flot mesterskab for de lokale sejlere. Tre både fra Svanemøllen sikrede sig medaljer, mens Bojsen-Møller fra Hellerup sluttede på en flot fjerdeplads.
En stor tak til alle sejlere, frivillige og hjælpere, som var med til at gøre Spækhugger-DM til en stor succes. Også tak til Storm fra KØS, som tog en række fine billeder fra gummibåden og forevigede de mange gode øjeblikke på vandet.
Tak for nogle fantastiske dage i Sejlklubben Sundet!
Tak til fotograf: Storm Kejser Hansen, @storm.p_

































